Tove Jansson: kunstner, satiriker og historiefortæller for både børn og voksne
I år fylder Mumi-universet 80 år – men Tove Janssons kunstneriske virke rakte langt ud over Mumidalen.
Af biblioteket
Tove Jansson (1914–2001) er bedst kendt for sin elskede serie om de små Mumitrolde, men hun var også en fremragende kunstner og forfatter til poetiske og fine voksenbøger. Hendes virke spænder vidt – som eventyrforfatter, illustrator, scenograf, digter, satiretegner, kunstmaler, tegneserietegner og dramaturg.
Romaner til voksne
Tove Janssons romaner til voksne – bl.a. "Sommerbogen" (1972), "Den ærlige bedrager" (1982) og "Billedhuggerens datter" (1968) – viser, hvad den korte og stille litteratur kan rumme. Det er ikke romaner med hæsblæsende handling, men bøger for den læser, der søger eftertænksomhed, fordybelse og et roligt tempo.
Romanerne er små i omfang, men rummer meget mellem linjerne. Med sanselighed og præcision skriver Jansson om det store i det små: naturen, stilheden, de menneskelige relationer og erindringer.
Sommerbogen
Hvis du endnu ikke har læst en af Tove Janssons romaner for voksne, er "Sommerbogen" et fint sted at starte. Den handler om en gammel kvinde og hendes barnebarn, som tilbringer sommeren på en ø i den finske skærgård.
Romanen giver en god fornemmelse af, hvad Jansson kan med sin skrift – enkelt og fint, i et roligt tempo, fortæller hun om de store ting i livet. "Sommerbogen" blev i 2024 filmatiseret med Charlie McDowell som instruktør.
Mumitroldene
Mest kendt er Tove Jansson dog sine fortællinger og illustrationer af Mumitroldene og de øvrige karakterer fra Mumidalen. Idéen til de små trolde opstod under Vinterkrigen og blev udgivet, så snart freden var indtrådt.
Den første bog, "De små trolde og den store oversvømmelse" (1945), fortæller om Mumifar, der er forsvundet, og om Mumitrolden og Mumimor, der drager ud for at finde ham. Historien er opbygget som en klassisk vandrerroman, hvor vi følger de små trolde gennem fare og uhygge for til sidst at ende i en fredfyldt dal.
I år fejrer Mumi-universet sit 80-års jubilæum – otte årtier med eventyr, varme og visdom, som fortsat begejstrer både børn og voksne verden over.
Et stille opgør
Tove Jansson var ikke en revolutionær fanebærer, men en stille eksistens, der søgte tilflugt i sin fantasi og skabte en blidere verden – en fantasi, hun med sine udgivelser også åbnede for andre mennesker. På den måde bragte hun munterhed og lys i en verden, der var mørk under og efter 2. verdenskrig.
Trods sin stille fremtoning satte Tove Jansson spørgsmålstegn ved traditioner og gammeldags fordomme. Gennem sin satire og sine fortællinger påvirkede hun sin samtids værdier og holdninger med sin styrke og menneskelig indsigt.